Vi bringer her en udtalelse fra Frederik Cilius og Rasmus Bruun om episoden, der skete omkring Den Korte r8Dioavis den 28. februar 2023:
Kære ven og betalende medlem af r8Dios venner.
Som du måske har hørt, opstod der desværre en ærgerlig og yderst beklagelig situation i går i forbindelse med Den Korte r8Dioavis.
På grund af nogle meget komplicerede og tekniske omstændigheder, som det vil tage alt for lang tid at gå ind i her, blev der ikke trykket på ”record-knappen” før programmets start.
Det betyder kort fortalt, at vi ikke har været i stand til at lægge gårdsdagens program ind i r8Dio-appen.
Dermed er et stykke Danmarkshistorie altså gået tabt. Og da vi i al beskedenhed betragter Den Korte® som et samlet værk, er vi naturligvis møghamrende ærgerlige over, at programmet er forsvundet ud i intetheden.
Det er du sikkert også, kære ven og betalende medlem af r8Dios venner.
Vi har dog besluttet os for at tage utraditionelle midler i brug for at genskabe det tabte program.
Derfor genindspiller vi simpelthen programmet fra i går. PRÆCIS som vi husker det.
Programmet, der sendes LIVE-LIVE i r8Dios app i dag klokken 13:05, bliver altså optaget i dag, men du skal bare forestille dig, at det var i går – den 28. februar.
Det er altså ikke Deres r8Dio, den er gal med, men hele Danmarks r8Dio.
Venlig hilsen Frederik og Rasmus
Og ved teknikken sad Simon Gohr.