Orkestret er nomineret til den prestigefyldte internationale TV-pris, Rose d’Or. Prismodtagerne offentliggøres til prisfesten i London den 27. november 2023.
I denne uge blev det offentliggjort, at Orkestret er blevet nomineret til den internationale TV-pris, Rose d’Or.
Orkestret er nomineret i kategorien Comedy Drama & Sitcom og dyster mod serier fra Canada, Australien, England, Frankrig og USA. Se mere her.
International pris
Siden 1961 er prisen blevet uddelt til mennesker, der skaber TV- og radioprogrammer af høj kvalitet. Blandt prismodtagere kan findes navne som Brian Cox, Sidse Babett Knudsen, Sir David Attenborough, Ricky Gervais, Angela Lansbury, John Cleese, med flere.
Prisen blev grundlagt af Swiss TV Montreux og blev i flere år uddelt af EBU – European Broadcasting Union, hvis 115 medieorganisationer har 2.000 TV- og radiokanaler samt online platforme. EBU når mere end en milliard mennesker rundt i verden og sender på næsten 160 sprog.
Prisuddeling i november
Om Orkestret modtager prisen afgøres ved prisuddelingen i London den 27. november 2023, hvor der også vil blive uddelt særlige priser for Emerging Talent, Performance of the Year og en Lifetime Achievement Award.
Orkestret – serie om livet i et symfoniorkester
Orkestret sæson 2 er på vej
I sommeren 2023 afsluttede Rasmus og Frederik deres optagelser til Orkestret sæson 2, der forventes at få premiere i 2024. Orkestret er produceret af SAM Productions for DR1 og DRTV.