Kurv
Rasmus Bruun rejser med maven

Rasmus Bruun rejser med maven

Den 1. januar 2023 bragte Politiken et kort interview med Rasmus Bruun. Han foretrækker bilferie fremfor at flyve – mest fordi han hader lufthavne – og så rejser han med maven.

“Min største rejseoplevelse i 2022 var Finland. Det er meget pinligt, men Finland har – indtil i år– fløjet fuldstændig under min radar. Jeg var der for første gang i forbindelse med optagelserne til ’Operarejsen akt 2’, og jeg blev med det samme slået helt omkuld. 

Først af naturen. Jeg kan godt lide at være i et land, hvor man har bevidstheden om, at naturen kan dræbe dig, hvis du ikke tager dig i agt. Dernæst af folket. Det viser sig, at finnerne har en fantastisk underspillet, sarkastisk tør og delvist morbid humor, som jeg straks oplevede et vist slægtskab med.

Hvis jeg skulle pege på en drømmerejse for 2023, så ville det være Canada. Jeg har altid drømt om at rejse til Canada for at jage grizzlybjørne. Bare mig og en lokal indianer – som kommer i knibe, så jeg på et tidspunkt må redde hans liv.

Jeg tror, det har noget at gøre med, at min far igennem hele min barndom har fortalt mig om sine utallige – og formentlig usande – heltegerninger i netop Canadas barske natur. Mere realistisk regner jeg med i løbet af det nye år at rejse til Normandiet til sommer. Primært for at spise ost og skaldyr. 

Det er også lettere på et praktisk plan, fordi jeg kan køre derned selv. Jeg hader at flyve. Jeg synes simpelthen, at det er forbundet med for meget usikkerhed. Det er ikke så meget sikkerheden i selve flyakten, jeg tænker på, men alt det udenom. Aflysninger, overbookinger, forsinkelser og så videre. Jeg er i konstant alarmberedskab, når jeg træder ind i en lufthavn, så en 15 timer lang køretur til Normandiet med skrigende børn på bagsædet er langt at foretrække. Desuden synes jeg, at de fleste flyselskaber er blevet sådan lidt sølle i det.

Med hensyn til det med klimaet, så læner jeg mig op ad Theresa Scavenius fra Alternativet. Det er ikke mit ansvar!”

Jeg rejser meget med maven 

“Jeg er ikke så meget til hoteller. Jeg bliver ramt af hotelmelankoli i det øjeblik, jeg træder ind ad døren. Der er også altid en eller anden skrækkelig lyd, der holder en vågen hele natten på et hotel. Bevares, et godt luksushotel med god service er da altid rart, men jeg foretrækker at finde et godt airbnb-sted med private værter. Det plejer at kræve lidt ekstra research, men man kan virkelig finde nogle perler, hvis man orker. Ellers er campingpladsernes hytter gode og billige til de korte stopovere, hvis man alligevel er på vej videre.

Jeg er ikke typen, der genbesøger den samme ’perle’ gang efter gang. Så skal det være for at vise andre et bestemt sted eller en restaurant, som jeg selv har oplevet og tidligere været begejstret for, men bestemt ikke for min egen skyld. Jeg har slet ikke set nok af verden til at ville bruge for eksempel to-tre ferier det samme sted.

En rejse har mange funktioner for mig. Der kan selvfølgelig være noget restitution i det. Og så kan det være for at se eller opleve noget bestemt, man altid gerne har villet se. Men for mig tror jeg, det vigtigste er, at jeg rejser for at få nye stimuli. 

Allan pointerede på vores sidste optagelser til tv-serien ’Operarejsen’, at jeg hele tiden sanser. Jeg ser, smager, føler, dufter. Alt skal tages ind. Jeg er lidt som en hund på bagsædet af en bil, der ankommer til sin destination og nu skal tage hele verden ind gennem sanserne. Jeg rejser meget med maven. Jeg tog 5 kilo på på vores sidste rejse sammen.

Når det kommer til kulturelle bygningsværker og alle de klassiske turistattraktioner, så føler jeg desværre ikke rigtig, at jeg kan slappe af og nyde et sted, før jeg har fået set de pågældende steder. Det kan godt gøre en tur til Venedig til en stressende affære.” 

Huller i osten

“For mig har det at rejse altid været en social aktivitet. Jeg har aldrig prøvet at rejse alene, men det er helt klart noget, der skal opleves en dag. Jeg har blandt andet en drøm om at gå hele vejen til Italien. Der kunne de to ting jo passende slås sammen, da det måske kan være svært at finde en makker til det projekt.

Ellers er den perfekte rejsekammerat en, der ikke siger nej.

Når vi taler strabadserende rejseoplevelser, har jeg haft et mindeværdigt møde med den dobbelte vinder af Finnmarksløbet Sigrid Ekran, som jeg kørte på hundeslæde med i Norge.

Det viser sig åbenbart, at hvis man gerne vil vinde Finnmarksløbet, så er det en fordel, at ens hunde besørger, imens de løber. Hvilket altså bevirker, at deres afføring havner lige i ansigtet på den siddende i hundeslæden. I dette tilfælde desværre mig.

Jeg rejser altid med den tilgang, at jeg skal finde ud af, om jeg kunne bo og leve der, hvor jeg rejser hen. Det tror jeg som udgangspunkt altid, jeg kan, men som regel går der sjældent mere end fem dage, før jeg har fundet alle hullerne i osten. Og tro mig: Der er huller i osten alle steder! Jeg ved dog, at et sted i Italien – langt inde i min fantasi – der ligger det perfekte sted, hvor jeg en dag skal bo.”