Kurv
Orkestret med Rasmus Bruun og Frederik Cilius

Orkestret (2022)

Orkestret er en komedie, som udspiller sig i og omkring et symfoniorkester – befolket af musikere, som på én gang lider af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. En samling glødende egoister, som skal underordne sig fællesskabet, for at kunne frembringe den store lyd.

Her mødes den nyansatte og konfliktsky souschef Jeppe Nygren (Rasmus Bruun) og orkestrets 2. klarinettist, den vredladne enspænder Bo Høxenhaven (Frederik Cilius). Bo lever og ånder for musikken og har ét altoverskyggende mål: at blive 1. klarinettist i stedet for 1. klarinettisten.

Danner usandsynlig alliance

I Orkestret mødes ’administrationen’ i form af Jeppe og ’kunsten’ i form af Bo i et univers, hvor det behagesyge, selvopofrende og kompromissøgende krydser klinger med det trodsige, egenrådige og kompromisløse. På trods af at de to mænd er hinandens diametrale modsætninger, danner de dog alligevel en usandsynlig alliance i serien.

Medvirkende:

Orkestret er skrevet og instrueret af Mikkel Munch-Fals efter idé af Adam Price. På rollelisten ses desuden: Neel Rønholt, Lise Baastrup, Emma Sehested Høeg, Caspar Phillipson, Ina-Miriam Rosenbaum, May Lifschitz med flere.

Anmeldelser

[Man kunne] forestille sig, at det måske ikke ligefrem er en hjælp, at det er fire ciskønnede, hvide, midaldrende mænd, der har de fremtrædende roller i og bag serien (Price, Munch-Fals, Cilius og Bruun, de to sidstnævnte måske knap midaldrende og mest kendt fra »Den korte radioavis«).

Men når observationerne af vores sociologiske mekanismer er så skarpe, som de er, over for både de store og de små dilemmaer omkring kønspolitik, og serien er så velskrevet, som den er, på replikplan og i sin fortællebue, så er »Orkestret« en sand pinagtig fornøjelse, der leverer mange gode grin, og som er noget så sjældent som en komedieserie, der tør sætte bagdelen i klaskehøjde og kommentere et af tidens mest risikable emner.

Uden at skele til, om timingen er rigtig. For bliver den nogensinde det?

Ann Lind Andersen, Berlingske Tidende, 1. juli 2022

Også i seriens mere alvorlige scener fra figurernes private rum, spiller de med en ømhed, så man rent faktisk bliver bevæget. Det er med til at føre det fejlbarlige menneske ind i lignelsen, så vi får nogle flere ubekendte, der er værd at anerkende og diskutere for at blive endnu klogere på et af de vigtigste magtopgør i vores tid.

At DR udsatte premieren af frygt for at fremstå upassende som afsender på satire om en krænkelseskultur, man selv lige var blevet afsløret i, var et eksempel på en ærgerlig tendens, hvor institutioner og ledelser lægger sig for hurtigt og for fladt ned og undskylder uden at turde nævne eksistensen af flere perspektiver.

Joakim Grundahl, Politiken, 1. juli 2022

Karaktererne er komplekse og i udvikling – nogle af dem i frit fald – og det humoristiske er aldrig kun pjat. Det her er ægte satire.

Virkelig sjovt, men hele tiden med kant og refleksion og noget så nyt som politisk røv i bukserne.

Kristian Ditlev Jensen, Ekko, 30. juni 2022

Husk også at se